I starten af sidste sæson løb OB-målmanden Michael Falkesgaard ind i en korsbåndsskade, der holdt ham ude i resten af sæsonen. I det netop overståede efter har Falkesgaard været klar, men Sten Grytebust har været det klare førstevalg i målet. På trods af den manglende spilletid har målmanden været glad for at komme helt over sin skade.
- Jeg har selvfølgelig ikke spillet, så det kan være et kriterie for, at det ikke har været, som jeg kunne have ønsket. Men på den anden side har jeg fokuseret på at komme fuldstændig over min skade, og det er jeg kommet og har ikke haft nogle tilbagefald. Det er et kriterie for, at det har gået godt, men selvfølgelig havde jeg ønsket at få mere spilletid, siger Michael Falkesgaard til bold.dk.
25-årige Falkesgaard er afklaret med, at Grytebust lige nu er træner Kent Nielsens førstevalg.
- Som det ser ud nu, så spiller Sten selvfølgelig. Han har gjort det fint, mens jeg var ude med min skade, og det har han også, efter jeg er kommet tilbage. Så jeg har selvfølgelig forståelse for situationen, siger han.
Den tidligere Brøndby-målmand har kontraktudløb med OB til sommer, og det er ikke utænkeligt, at Falkesgaard søger væk i januar.
- Jeg udelukker ikke noget. Det er klart, at jeg må kigge på mine muligheder, hvis jeg skal have spilletid. Hvis situationen fortsætter med at være, som den er nu, må jeg selvfølgelig kigge på, hvor der er større muligheder for at få noget spilletid
- Jeg er glad for at være i OB, men alle mand vil jo gerne være første mand på holdkortet. Jeg er også den type fodboldspiller, der gerne vil ud og spille – især når jeg har været ude i så lang tid.
- Jeg tager den med klubben til januar, og så må vi se, hvad vi bliver enige om - om jeg skal blive i OB, eller om jeg skal søge spilletid et andet sted. Men der er vi ikke nået til endnu, siger Falkesgaard.
Falkesgaard kom til OB i sommeren 2015, men har indtil videre blot spillet de fire kampe, som han fik før skaden.
peter@bold.dk


OB
3F Superliga






























