31-årige Jonas Troest stopper i AB, oplyser klubben på sin hjemmeside. Forsvarsspilleren har døjet med en drilsk ankelskade siden sidste del af sæsonen 2015/16 og vil nu fokusere på sin genoptræning, så han kan komme tilbage på grønsværen. Det har han ikke opgivet.
- Jeg har været glad for tiden i AB, det er der ingen tvivl om, og derfor er jeg også rigtig ærgerlig over at jeg skal stoppe på grund af sådan en skade. Jeg fik en ankelskade til en træning, og den har holdt mig ude lige siden. Det har været en spændende sæson, som også startede godt for mig personligt, med masser af spilletid og derfor var jeg også irriteret over at det sluttede sådan, siger Troest til klubbens hjemmeside.
- Nu skal jeg have fokus på genoptræningen, og har på ingen måde opgivet at vende tilbage. Trænere, ledere, fans og alle omkring holdet skal have en stor tak for tiden i klubben.
Jonas Troest kom til AB fra SønderjyskE på en lejeaftale i januar 2014. Det blev senere vekslet til en permanent aftale.


AB
Betinia Liga































