3F Superliga -Juelsgård bliver i Brøndby og kæmper
2016-01-05 14:10:16
Foto: Getty Images

Juelsgård bliver i Brøndby og kæmper

Jesper Juelsgård har ikke fået meget spilletid i Brøndby, men han bliver i klubben og kæmper for det. Det bekræfter venstrebackens agent.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jesper Juelsgård skiftede i sommer fra Evian til Brøndby. Her har det været yderst begrænset med spilletiden for venstrebacken, der står bag Riza Durmisi i køen.

Når Brøndby genoptager træningen på mandag, er også Patrick Da Silva med igen, så der er hård konkurrence. Men Juelsgård bliver og slås for sin chance. Det siger hans agent, John Sivebæk.

- Vi forholder os til, at han indgik en aftale med Brøndby i sommer med henblik på at komme til at spille. Det håber vi så kan lykkes, og han vil selvfølgelig gøre en indsats for det. Det er også de indikationer, vi har fået. Men det er klart, at de har nogle dygtige spillere på den position. Så må man jo yde en ekstra indsats, hvis det er det, der skal til, siger Sivebæk til bold.dk og fortsætter:

- Men lige p.t. forholder vi os ikke til andet, end at han har en aftale med Brøndby, der gælder tre et halvt år endnu.

Agenten vedkender, at Juelsgårds direkte konkurrent, Riza Durmisi, har leveret stærkt på pladsen.

- Det må man anerkende, og så kan det være svært for de spillere, der står lige bagefter at komme på holdet. Men det er en risiko, vi kendte, inden vi indgik aftalen med Brøndby. Jeg tror, det lå lidt i kortene, at han (Durmisi, red.) skulle væk på et tidspunkt, men vi ved jo ikke, om det sker. Vi må vente at se.

Sivebæk lukker ikke fuldstændig døren for, at for eksempel en lejeaftale kan blive aktuel i januar.

- Så skal der dukke et eller andet op, som Brøndby kan forholde sig til. Det er jo lige så meget dem, der bestemmer i den her situation. Men det er ikke noget, vi går og tænker på, siger Sivebæk.

26-årige Jesper Juelsgård har blot fået en enkelt Superliga-kamp som Brøndby-spiller. For FCM spillede han 144.

kristian@bold.dk

Annonce
Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce