Patrick Pedersen blev med 13 fuldtræffere den første danske ligatopscorer i Island nogensinde i 2015, og han er nu sendt videre til norske Viking.
I stedet er den bedste islandske række blevet indtaget af en stribe danske profiler – heraf flere angribere, der alle byder ind på at blive den mest scorende dansker i ligaen.
- Det bliver jeg. Jeg har ikke noget konkret mål for sæsonen, men jeg er kommet for at score mange mål, og det har set godt ud i opstarten, så jeg peger selvfølgelig på mig selv, siger den tidligere Skive, Hobro- og Silkeborg-angriber Morten Beck Andersen til bold.dk.
- Jeg tror, jeg bliver dansk topscorer heroppe. Jeg kommer fra en god halvsæson i FCV (seks mål i ni kampe, red), og jeg satser hårdt på, at jeg har taget den form med herop, siger Valurs nye danske frontløber Nikolaj Hansen.
Også Fjölnirs Marcus 'Hulk' Solberg peger på sig selv som dansk topscorer, mens feltet af selvtillidsfyldte danske angribere også tæller Stjarnans Jeppe Hansen, der har halvandet års erfaring med islandsk fodbold allerede.
- Jeg er bedre end nogensinde, så selv om jeg er i vanvittig tæt konkurrence med Gudjon Baldvinsson (tidligere FC Nordsjælland, red) om pladsen helt fremme, så satser jeg stærkt på, at jeg kommer til at spille nok til at blive dansk topscorer, siger Hansen.
Også på spørgsmålet om, hvem der bliver mester er både Morten Beck Andersen, Jeppe Hansen og Nikolaj Hansen så fyldt med selvtillid, at de peger på deres eget mandskab.
- Jeg siger os, men jeg vil også sige, at niveauet er hævet markant i løbet af de seneste to år, og der er mange gode hold i toppen. Det bliver nok lidt lige som 1. division derhjemme, siger Jeppe Hansen og suppleres af Nikolaj Hansen:
- Snakken heroppe går på, at det bliver mellem de forsvarende mestre FH, KR og os, så det vil være mærkeligt for mig at sige andre end os. Som jeg forstår det er FH knebne favoritter, fordi alle andre har skiftet ret meget ud i deres trupper, men det kommer nok til at handle meget om at komme godt fra start og sørge for at vinde mange af de indbyrdes opgør, for det er en rimelig kort sæson.
Dansk topscorer i Island er indtil videre IBV's Simon Smidt, der som den eneste dansker kom på tavlen i første spillerunde.
mikael@bold.dk



Stjarnan
Valur
KR Reykjavik
Fjölnir
Besta Deildin






























