Der var i vinterens transfervindue en del virak om Superliga-topscorer Lukas Spalvis. Det var ventet, at AaB måtte vinke farvel til deres goal getter, men det lykkedes at holde på ham indtil sommer, hvor han skifter til Sporting Lissabon.
Men den megen opmærksomhed og tankerne om fremtiden har påvirket Spalvis. Det fortæller AaB-træner Lars Søndergaard. Han understreger dog, at Spalvis allerede er ved at finde tilbage i sporet igen.
- Han er en ung mand, der lige pludselig bliver feteret af mange klubber og agenter. Jeg tror, det har været en lidt hård periode for ham i januar. Han manglede lidt koncentration og fokus, og det forstår jeg fuldt ud, siger Søndergaard til bold.dk og fortsætter:
- Men jeg kan også mærke, at han er på vej tilbage. Han vil gerne slutte godt af hos os og også af den vej forberede sig så godt som muligt på skiftet til sommer. Det er fint, at han kom over det punkt, der hedder 1. februar, det synes jeg, at jeg kunne mærke på ham.
Lukas Spalvis er endnu ikke kommet på tavlen for AaB i opstarten, men det bekymrer ikke Lars Søndergaard synderligt.
- Der var mange rygter og mange, der ringede til ham og agenten. I den periode var han ikke 100 procent. Men bare han er der, når vi skal til og i gang. Og jeg synes, det ser mere og mere sådan ud, at han nok skal nå det, siger Lars Søndergaard.
Lukas Spalvis missede AaB’s seneste træningskamp grundet et slag på knæet. Det er dog næppe noget alvorligt, understreger AaB-træneren.
kristian@bold.dk


AaB
3F Superliga
Træningskampe































