Kenneth Emil Petersen skifter til sommer fra AaB til OB, og det efterlader et tomrum i AaB's defensiv; et tomrum, træner Lars Søndergaard gerne ser erstattet udefra.
- Vi har tre midtstoppere lige nu og har en Morten Rokkedal, som spiller på U19-landsholdet, så vi har en masse talent på pladsen, men vi ved også, vi er sårbare, siger Søndergaard til bold.dk.
- Vi har to virkelig dygtige unge spillere i Jakob Blåbjerg og Kasper Pedersen, men vi er tynde på pladsen, og vi skal helt sikkert ud at gøre noget i løbet af foråret frem mod sommeren, så vi får en afløser for Kenneth Emil.
Med den store talentmasse på pladsen har Søndergaard primært fokus på, at afløseren for Petersen skal være en spiller med noget rutine i rygsækken.
- Det er altid svært at sige, hvilket type spiller, vi skal have, men langt hen ad vejen vil jeg gerne have en spiller, som minder om Kenneth Emil, som har noget vindermentalitet og rutine, som Kennet virkelig har meget af.
- Vi må se på, hvilke muligheder der er, men vi sigter primært efter en erfaren spiller. Det er dog ikke utænkeligt, at det bliver en yngre spiller, som bliver den bedste mulighed for os, og i så fald tager vi det.
Kenneth Emil Petersen har spillet 233 Superligakampe heraf de 164 for AaB.
mikkel@bold.dk


AaB
3F Superliga































