Lasse Nielsen skiftede i sommer til polske Lech Poznan, og indtil videre har midtstopperen vundet den polske Supercup, skiftet træner og fået fem kampe fra start.
- Jeg har allerede fået det eventyr, jeg søgte, på godt og ondt. Det var jo noget af et udlæg at score mit første mål i min debut og vinde Supercup-trofæet, men siden da har det været lidt op og ned, siger Nielsen til bold.dk.
- Alle har sagt, at det tager tid på at falde helt til, omkring et halvt år, og jeg er også tålmodig, men vil selvfølgelig spille for enhver pris. Vi er fem-seks midtstoppere i truppen, og det er svært at gøre alle glade, når vi ikke spiller i Europa, men jeg håber på at få mit gennembrud så hurtigt som muligt.
Lech Poznan fyrede efter syv runder træner Jan Urban efter en skidt start i ligaen og har nu ansat kroaten Nenad Bjelica til at føre holdet til tops.
- Der var ikke så lang snor, og timingen var lidt speciel. Fyringen kom efter en rimelig sikker sejr i landskampspausen. Fansene og byen har taget rigtig imod ham. Han praktiserer presspil og vil have en masse power i kampene, og det passer rigtig godt til mig.
- Det er en meget jævnbyrdig række, og man kan sætte point til mod alle hold, hvis man ikke præsterer sit ypperste. Et hold som Legia har jo fokuseret meget på Champions League, og det har givet udslag i ligaen.
- Samtidig er det stadig så tæt, at der ikke skal meget til, før vi kravler opad i tabellen. Der køres jo også grund- og slutspil hernede, så heldigvis er løbet langt fra kørt. Vi har stadig ambitioner om at gøre det godt i ligaen og nå langt i pokalen.
Lasse Nielsen er startet inde i seneste kamp i både ligaen og pokalen, og stopperen håber på en stamplads i en nær fremtid.
- Jeg har fået blod på tanden, og det var det helt rigtige skridt for mig, selvom der allerede har været op- og nedture. Det lærer man af både som fodboldspiller og menneske. Alle burde prøve at komme ud af sin comfort zone.
- Jeg håber og forventer, at jeg fremover vil være en mere fast del af holdet. Men jeg er kommet herned for at spille, og jeg håber på mange minutter, også på den her side af jul, slutter Nielsen.
Lech Poznan ligger nummer otte i den polske liga, Ekstraklasa.
bold@bold.dk



Lech Poznan
Ekstraklasa





























