Lech Poznan har fra den kommende sæson ikke kun dansk blod i angrebet. Nicki Bille bliver i sommerpausen suppleret med OB-stopperen Lasse Nielsen, der netop har skrevet under på en treårig kontrakt efter et meget grundigt lægetjek.
- Jeg har været til et lægetjek over to dage. Alle led, muskler og knogler er blevet scannet. Jeg er virkelig blevet testet alle steder. Så jeg ved om ikke andet, at jeg er sund og rask, siger Lasse Nielsen til bold.dk.
- Det har så mundet ud i en treårig kontrakt, og det er jeg utroligt stolt af. Det er en stor klub, jeg kommer ned til, og jeg glæder mig ekstremt meget til at komme i gang.
Inden Lasse Nielsen kommer så langt, venter der lige de tre resterende Superliga-kampe i OB-trøjen.
- Jeg har fuld fokus på at slutte sæsonen godt af i OB. Jeg har haft to rigtig gode år, og vigtige år i min karriere, i klubben. Jeg er glad for alt det, OB har givet mig. Det gør, at jeg nu kan tage næste skridt i min karriere, siger Nielsen.
Lasse Nielsen kommer til sommer ned til en klub, der har en enorm og fanatisk fanskare, og et stadion der fik et gevaldigt ansigtsløft i forbindelse med EM 2012.
- Hvis man går på Youtube og ser videoer af Ultras hernede, er det jo helt vildt. Da jeg skiftede fra Vestsjælland til OB medførte det et større pres, og det var det, jeg ledte efter dengang, siger Nielsen.
- Men man kan da roligt sige, at presset bliver endnu større hernede. Som fodboldspiller og menneske tror jeg det er sundt og lærerigt at bevæge sig ud af sin comfort zone og prøve sig af, så jeg kan næsten ikke få armene ned over at skulle prøve kræfter med så stor en klub.
- Jeg har snakket meget med Nicki omkring klubben og byen, og han har kun positivt at sige. Det er en stor drøm for mig at få lov til at blive professionel i udlandet.
Lasse Nielsen har fået trøje nummer 3, noget som også indikerer, at han er udset til en rolle som fast mand i klubbens midterforsvar.
- Jeg tror på mig selv, og jeg er også hentet for at jeg skal bidrage fra dag ét. Det vil jeg gøre. I OB har jeg oplevet stor konkurrence, og har ikke været selvskrevet på nogen måde, og sådan vil det også være hernede, siger Nielsen til bold.dk.
- Men når først jeg kommer ned i træningsmiljøet hernede skal jeg nok overbevise om, at jeg skal spille. Det er det, jeg tager herned for.
Lech Poznan blev i sidste sæson polske mestre, men i denne sæson blev det blot til en skuffende syvendeplads. Det vil Nielsen være med til at ændre på i næste sæson.
- Jeg er kommet herned for at vinde noget med Lech. Det har jeg jo ikke prøvet i min karriere. Jeg er rykket op med både Næstved og FC Vestsjælland, men i Superligaen handlede det i første år i FCV om overlevelse, og i OB har det handlet om at vende nogle år med dårlige resultater, til nu at få en solid midterplacering i år, siger Nielsen.
- Klubben er ikke bange for at melde ud, at vi skal være helt i top. Jeg har lige sagt til polsk TV, at jeg har fået en treårig kontrakt og trøje nummer 3. Forhåbentlig udmunder det i tre trofæer.
29-årige Lasse Nielsen har i sine to år i OB spillet 53 kampe i Superligaen.
jesper@bold.dk


OB
Lech Poznan
3F Superliga
Ekstraklasa





























