Efter en fremragende debutsæson i Zulte Waregem havde 24-årige Lukas Lerager flere klubber at vælge mellem denne sommer, og han endte med at skrive fire år med Bordeaux.
Men det kunne også være blevet Nice.
- Bordeaux' interesse opstod allerede i oktober-november sidste år, og den blev hurtigt mere og mere intens. De ville købe mig i januar, men Zulte ville gerne beholde mig på grund af udsigten til Playoff 1 og muligvis en pokalfinale, og jeg er egentligt glad for, at det blev på den måde, siger Lerager til bold.dk og fortsætter:
- Bordeaux kom tilbage tidligt på sommeren, og Nice var også inde i billedet. Jeg var til samtale med Nices direktør, og det kunne lige så godt være blevet dem, jeg havde valgt. Men Bordeaux var bare meget insisterende og gav mig den bedste mavefornemmelse. Og det er jeg glad for nu, for Bordeaux er en rigtig, rigtig god klub.
- Efter mit skifte fortalte træneren (Jocelyn Gourvennec, red) mig endda, at han havde lagt mærke til mig første gang i min Viborg-tid, da han var en tur rundt i Danmark. Og siden har han fulgt mig. Det er selvfølgelig meget rart at høre.
Både på og uden for banen er Lerager faldet godt til.
- Det er en fodboldby med 20.000 tilskuere til kampe og endnu flere – fuldt hus i de helt store kampe. Men egentligt kan vi spillere godt gå i fred på gaden, og det er et meget stille og roligt område. Det er lidt en gemt perle.
- Man er altid spændt på, hvordan det skal gå i en ny klub, men jeg er rigtig glad for min start, siger Lerager, der på grund af en mindre skade missede 1-0-nederlaget hos Videoton, der betød exit i Europa League-kvalen:
- Det var selvfølgelig et stort slag for klubben, at vi røg ud i Ungarn, men træneren talte med store ord før den første turneringskamp, og siden har vi været stabile og har vundet de kampe, vi skulle vinde.
- Klubber som Paris og Monaco har større muskler end os, men Bordeaux blev mester i 2009, og det er en stor klub, der skal blande sig i toppen. Målsætningen er i hvert fald top seks og måske endda endnu højere, siger den tidligere Viborg-spiller.
Lerager har både spillet 6'er og 8'er for Bordeaux indtil videre, men han er udset til primært at spille favoritpositionen som 8'er.
mikael@bold.dk


Bordeaux
Ligue 1





























