Oliver Lund røg i løbet af foråret længere og længere ned i Kent Nielsens forsvarshieraki hos OB, hvorfor han valgte ikke at forlænge med fynboerne.
Selvom han endnu ikke har skrevet under med en ny klub, har det ikke manglet med efterspørgslen eller tilbuddene.
- Jeg har nogle muligheder nu her, som jeg tygger på. Der har været en del ting, men jeg har ikke rigtig besluttet mig for hvad det skal være.
- Det kan være på Sjælland, Jylland eller udlandet for den sags skyld. Jeg synes der er mange ting som kunne være spændende, og der har også allerede været mange spændende henvendelser. Så det er ikke fordi at mulighederne ikke har været der, men jeg synes ligesom at den rigtige mulighed har ladet vente på sig, forklarer Oliver Lund til bold.dk.
Hovedpersonen understreger dog, at der ikke skal gå for længe og at fremtiden snart gerne skulle være på plads.
- Jeg skal jo helst ikke gå for længe. Lige nu holder jeg mig i form ved siden af, her i min lidt forlænget ferie. Men når der dukker noget op, så skulle jeg være klar til at gå ind på lige fod med de andre.
- Jeg vil gerne vente på den helt rigtige pakke. Men selvfølgelig kan jeg ikke vente for evigt, og jeg skal også snart til at tage en beslutning og få afklaring på min fremtid.
Den alsidige forsvarsspiller udtaler samtidig, at han gerne vil et sted hen, hvor der er sund konkurrence om spilleminutterne, og hvor han samtidig kan dele ud af sin efterhånden store rutine.
Oliver Lund spillede 21 kampe for OB i den netop overståede sæson, og står i alt noteret for 95 optrædender i Superligaen.
bold@bold.dk


OB
3F Superliga






























