Lyngby meddeler på sin hjemmeside, at klubben har skrevet kontrakt med offensivt indstillede Herolind Shala, som kommer til klubben fra Sparta Prag på en aftale, der løber i de kommende to og et halvt år.
Herolind Shala har Kosovo-albansk pas, men er født og opvokset i Norge. Han er 25 år gammel og venstrebenet - og netop det sidste har været vigtigt for cheftræner David Nielsen.
- Det har længe været et ønske for os, at få en venstrebenet offensivspiller mere ind på holdet, så vi er rigtigt godt tilfredse med at få Herolind Shala ombord, siger David Nielsen.
- Vi får en rigtig dygtig spiller ind, som har spillet europæisk og stået på egne ben i udlandet de sidste tre år. Han har en god blanding af skandinavisk mentalitet og østeuropæisk temperament, og så er han en træningsmaskine, der i vores miljø skal presse på og være med til at løfte kvaliteten hos holdet, siger David Nielsen.
Herolind Shala har spillet fire landskampe for Kosovo.
Han har spillet i blandt andet Odd Grenland, Slovan Liberec og altså Sparta Prag, hvor han nu kommer fra.



Lyngby Boldklub
Sparta Prag
3F Superliga
1. Division



























