Bundesliga -Martin H. har drømt om Bundesligaen
2016-07-17 15:13:01
Foto: ADO Den Haag

Martin H. har drømt om Bundesligaen

Den nyslåede Ingolstadt-keeper Martin Hansen jubler over sit skifte og ser frem til at duellere med den norske landsholdsmålmand Ørjan Nyland om pladsen i opstarten.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter to succesfulde år i hollandske ADO Den Haag er 26-årige Martin Hansen denne sommer blev solgt til Bundesliga-klubben Ingolstadt, og danskeren var aldrig i tvivl om sit valg, da sidste sæsons nummer 11 kom på banen.

Ingolstadt var dem, der viste mest interesse. De var på banen tidlig og viste tydeligt, at de gerne ville have mig. Jeg besøgte klubben tidligt i processen og havde en god snak med sportsdirektøren.

- De har fulgt mig længe, og de ved meget præcist, hvem de har købt – både spillemæssigt og personligt – og det betyder meget for mig, siger Hansen til bold.dk og tilføjer om sit skifte:

- Jeg har altid beundret tysk fodbold. Det var meget Tyskland, vi rejste til, da jeg var ungdomsspiller i Brøndby, og jeg har altid drømt om at spille hernede. Det er et fedt land, en fed liga og en rigtig spændende udfordring for mig.

Ingolstadt har solgt de seneste fem års førstekeeper Ramazan Özcan til Leverkusen, og nu skal Hansen så dyste med den norske landsholdskeeper Ørjan Nyland om spilletiden.

- På det her niveau bliver man aldrig lovet en startplads. Jeg har fået at vide, at det er 50/50 mellem os, og den bedste kommer til at stå.

- Det er helt sikkert en hårdere konkurrence-situation for mig end i de seneste par år, men det er også kun godt for mig og kan være med til at udvikle mig, siger Hansen, der har fået trøjenummer 35, mens Nyland har fået nummer 1.

- Som jeg forstår det har sportsdirektøren lovet Nyland nummer et, når Özcan en dag blev solgt, og mere er der ikke i det. Det lægger jeg ikke så meget i, siger Hansen og tilføjer om sine muligheder:

- Hver eneste dag her i opstarten vil jeg tænke på at overbevise trænerne om, at det er mig, der skal stå. Ikke andet. Hvis Nyland så står den første kamp, er det en ny situation, men det er ikke noget, jeg har fokus på nu. Jeg har lavet en fireårig aftale, og jeg er klar til den konkurrence, der er undervejs. Hvis jeg præsterer, er jeg sikker på, at jeg nok skal komme til at spille, siger Hansen.

Ingolstadt tager denne søndag hul på sin officielle opstart. Onsdag gælder det første testkamp mod Stuttgart Kickers.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce