Andreas Maxsø har i en ung alder fået sit gennembrud i FC Nordsjælland, hvor han i en alder af 21 år allerede står noteret for 63 kampe, heraf de 59 i Superligaen.
Alt tyder dog på, at Maxsø snart er tabt for Farum-klubben. Stopperens nuværende kontrakt udløber til sommer, og ifølge bold.dks oplysninger har han informeret klubben om, at han ikke ønsker at forlænge.
Maxsø vil i stedet videre i karrieren, og her kan et skifte allerede i dette transfervindue komme på tale. Således er den tyrkiske klub Istanbul Basaksehir, der også bød på Maxsø i sommer, igen på banen.
bold.dk erfarer, at Maxsø er langt i forhandlingerne med den tyrkiske klub, der i denne sæson blander sig i toppen af den bedste tyrkiske række. Tyrkerne vil gerne have fingre i danskeren allerede nu, men det kræver en mindre transfersum til FCN.
Maxsø er i øjeblikket i netop Tyrkiet, men det er af andre årsager. Han er nemlig med det danske U21-landshold på træningslejr. I rødt og hvidt står Maxsø noteret for syv U21-landskampe.
Det har ikke været muligt at træffe FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen.
jesper@bold.dk


FC Nordsjælland
Istanbul Basaksehir
3F Superliga
SüperLig






























