Brøndby sagde for nyligt farvel til målmand Mads Toppel, og klubben har i stedet hentet Adam Kwarasey ind fra Rosenborg.
Rosenborg-anfører Mike Jensen har kun gode ting at sige om sin nu tidligere holdkammerat.
- De får en kanon målmand. Han er god med fødderne, laver nogle vilde redninger og er samtidig meget stabil. En målmand som ham bør spille, også i de gode klubber, og det er nok derfor, han tager videre, siger Jensen til bold.dk.
- Det var lidt ekstremt, at han ikke spillede for os. Vi havde to rigtig dygtige målmænd, hvor trænerne vurderede, at den anden var en tand bedre. Men det var et sandt privilegie at have to så gode målmænd, som vi havde i de to, og der er ingen tvivl om, at han er meget, meget dygtig.
Fremover skal Kwarasey altså kæmpe med Frederik Rønnow om spilletiden i Brøndby, og Rønnow kan godt forvente hård modstand, vurderer Mike Jensen.
- Rønnow er jo selv en klassemålmand, så det bliver en spændende duel. Det er godt for Brøndby, at de nu har to så gode målmænd. Rønnow er jo et kæmpe talent, og det er nok Adam, der skal forsøge at kæmpe ham af, da Rønnow jo også har præsteret flot over lang tid.
- For Brøndbys markspillere giver det også noget, at der er to så gode målmænd med til træning hver gang. Det smitter af på folk til træning, for man ved, at man skal sparke hårdt og sætte dem ude i siden af målet, hvis man skal score, og det bliver man bedre af. Hele holdet nyder godt af sådan noget.
Mike Jensen har selv spillet over 100 kampe for Brøndby, og han har talt med Kwarasey om, hvad der er i vente for ham.
- Vi nåede at snakke lidt om det, da skiftet var i det begyndende stadie. Han spurgte, hvad han skulle forvente, og du kan jo nok regne ud, hvad jeg har sagt.
- Jeg har fortalt ham, at det er en fantastisk klub at være i. Det går rigtig godt sportsligt for dem, og udover i Rosenborg kunne jeg ikke selv forestille mig et bedre sted at spille i Skandinavien. Det bliver et godt match for begge parter, vurderer Jensen.
29-årige Kwarasey har fået en fireårig aftale hos Brøndby.
mikkel@bold.dk


Brøndby IF
Rosenborg
3F Superliga
Norge Eliteserien





























