Mike Jensen har udviklet sig til at være en profil for norske Rosenborg. Det er danskeren tirsdag blevet belønnet for med en ny kontrakt.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad og tilfreds. Det er fint at få lagt ekstra år på det, som vi har gang i heroppe, så jeg er en meget glad mand, siger Mike Jensen til bold.dk.
Før forlængelsen havde midtbanespilleren kontrakt med Rosenborg indtil udgangen af 2018, mens den nye løber til udgangen af 2021. Mike Jensen er glad for at være en del af klubben i en tid, hvor klubben er på vej mod at genetablere sig i toppen af skandinavisk fodbold.
- Jeg føler, at vi er igang med et projekt heroppe. Det er noget, som vi lige er begyndt på. Det er gået godt i næsten to år, men idéen er, at vi skal blive meget bedre, end vi er nu, siger Rosenborg-spilleren.
- Vi er igang med at bygge en klub og se, om vi kan etablere os som et skandinavisk storhold igen, som Rosenborg var engang. Vi er tidligt i opbygningsfasen, så det var derfor, at jeg gerne vil være med til at bygge videre på det her, siger midtbanespilleren.
I den nuværende Tippeliga-sæson er Rosenborg godt på vej mod at genvinde mesterskabet. Med ti runder igen er Rosenborg ni point foran Odd Ballklubb på andenpladsen.
bold@bold.dk



Rosenborg
Norge Eliteserien




























