Rosenborg er igen i denne sæson kommet blæsende fra start i Tippeligaen. De forsvarende norske mestre har hentet ni sejre i de første 11 kampe, og profilen Mike Jensen glæder sig over den fremragende sæsonåbning.
- Vi er startet rigtig godt og ligger allerede klart nummer et. Vi har fortsat stimen fra sidste sæson og buldrer bare derudaf. Vi tabte godt nok den første kamp i sæsonen, men siden da har vi stort set vundet det hele, siger Jensen til bold.dk.
- Vi holder højt tempo i alle kampe og kører simpelthen modstanderen i sænk. Derudover er vi i Tippeligaen bare stærkere og har større kvalitet end de fleste andre hold, og det kan mærkes.
Mike Jensen mener, at sæsonstarten har vist, at holdet er ved at være klar til europæisk bold.
- Vi har scoret langt færre, end vi gjorde i starten af sidste sæson, men har til gengæld stort set heller ikke lukket nogle ind.
- Vi giver virkelig ikke mange chancer væk, og vi ved, hvor vigtig en egenskab det er i Europa. Vi har et mål om at få succes i Europa, og det ser vi i Tippeligaen, og det ser lovende ud.
Mike Jensen scorede i sidste sæson tre mål og lagde 13 assists, mens han i denne sæson i ti kampe har scoret fire og endnu ikke lagt et oplæg.
- Det er nok lidt tilfældigt. I denne sæson har jeg ikke lavet nogle assists, men jeg har fået lagt et par bolde, som burde have givet mål. Omvendt har jeg selv fået serveret nogle store chancer, som jeg bare har skullet sparke ind over stregen.
- Min rolle er at ligge i maskinrummet og samtidig bidrage med noget offensivt. Om det er assists eller mål er ligegyldigt, vi skal fungere sammen som hold, og det har vi gjort hidtil. Jeg tror på, det bliver til langt flere mål og assists fra min side resten af sæsonen.
Næste opgave for Mike Jensen og Rosenborg er søndagens udekamp mod Haugesund.
mikkel@bold.dk



Rosenborg
Norge Eliteserien





























