Mikkel Andersen sluttede sig i sommeren 2015 til FC Midtjylland efter kontraktudløb med engelske Reading, og siden har han opnået 53 af 88 mulige kampe i buret.
28-årige Andersen har flere gange kæmpet sig tilbage på holdet efter at være blevet fravalgt, men selv om begge parter har erklæret sig åben for en forlængelse af samarbejdet, er beslutningen nu blevet, at Andersen drager videre til sommer.
- Jeg respekterer selvfølgelig trænerens og klubbens valg og beslutninger. Og, som alle, der er omkring truppen, kan mærke, sætter jeg ikke mig selv over holdet, siger Andersen til bold.dk og fortsætter:
- Men i kraft af de signaler, der gentagne gange er blevet sendt over en længere periode, bliver jeg på trods af mine præstationer naturligvis nødt at se på, at mit næste skridt bliver i en anden retning.
Andersen kan se tilbage på flere store oplevelser i FCM-trøjen; som blandt andet en 3-1-sejr hos Club Brugge, 2-1-sejren over Manchester United og det reddede straffespark i overtiden i et 1-1-opgør mod ærkerivalerne Viborg.
- Det er selvfølgelig ikke helt nemt, da jeg føler et stærkt bånd til både fans og klubben som helhed. Jeg har lært nogle fantastiske mennesker, som både har været der for mig og min familie, at kende i min tid i FCM.
- Når jeg på et tidspunkt kigger tilbage på min tid i klubben, vil det være med stor glæde og stolthed over, hvad vi opnåede, siger Andersen.
Andersen er hemmelighedsfuld omkring sin fremtid, men han er ikke på helt bar bund.
- Jeg har flere muligheder, og dem kigger jeg på. Men min primære fokus er at få sluttet godt af i FCM, siger Andersen uden at ville uddybe, hvor interessen stammer fra.
FCM har fra næste sæson sikret sig OB’s nuværende reservekeeper Michael Falkesgaard som supplement til svenske Johan Dahlin.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga



























