FCM Holding A/S, som er selskabet bag Superligaens nuværende førerhold FC Midtjylland, har netop præsenteret resultatet på regnskabsåret 2013-14.
Regnskabet viser et forventet underskud på 15,6 millioner kroner mod et underskud på 2,5 millioner kroner fra forrige år.
- Resultatet er som forventet og som vi har meldt ud året igennem, siger FC Midtjyllands formand Rasmus Ankersen til klubbens hjemmeside og kalder resultatet mindre tilfredsstillende.
FC Midtjylland meddeler endvidere, at forventninger til regnskabsåret 2014-15 lyder på en omsætning på 80 millioner med et underskud på mellem 35 og 40 millioner kroner, udover en engangsomkostning på 10,4 millioner til det indiske selskab Shrinivas Dempo.
Klubbens nye engelske ejer Matthew Benham understreger, at han klar på at skyde endnu flere penge i kassen.
- Der er tale om betydelige investeringer i bestræbelserne på at nå ambitiøse mål. Men forandring tager tid, og mit engagement i FC Midtjylland er en langsigtet investering, som jeg glæder mig til at følge i årene fremover. FCM udvikler sig spændende, og jeg er klar til yderligere investeringer i klubben, siger Benham.
FC Midtjylland forklarer endvidere, at målene frem mod 2020 er tre gange kvalifikation til europæisk gruppespil, at positionere fodboldakademiet som Skandinaviens stærkeste, samt en udvidelse og styrkelse af klubben kommercielle fundament.


FC Midtjylland
3F Superliga





















