Tommy Møller Nielsen har en lang karriere som træner bag sig. Fynboen var senest assistenttræner i FC Vestsjælland, mens han tidligere har været cheftræner hos blandt andre HB Køge og Viborg, ligesom han har været assistent med Glasgow Rangers.
Nu har den 54-årige fynbo fundet nyt job, og det på fodboldens øverste hylde. Han startede 1. juli som first team senior scout i storklubben Manchester United.
- Det er et fantastisk job i en fantastisk klub. Og det som gør det endnu mere fantastisk er, at jeg skal finde spillere, som direkte kan gå ind på klubbens førstehold, siger Møller Nielsen til bold.dk.
- Der er altså ikke tale om talenter eller emner til akademiet, men om topspillere som skal kunne spille på førsteholdet fra første dag. Det glæder jeg mig enormt meget til at komme i gang med.
Møller Nielsen, der tidligere har været scout for blandt andre Everton, Bolton og Sunderland, får base i Skandinavien, men kommer til at være flittig gæst i diverse lufthavne.
- Skandinavien er det vigtigste marked i og med at jeg er skandinav, men jobbet er på international basis, så jeg kommer til at rejse meget rundt for at analysere og scoute på spillere, siger Møller Nielsen.
- En del af jobbet er videoanalyse og at se kampe på TV, men den vigtigste opgave for en scout er at være på landevejen og på stadion.
Umiddelbart er det svært at se ret mange Superliga-spillere gå direkte ind på Manchester Uniteds hold, men det betyder ikke, at Møller Nielsen ikke vil være at finde på landets stadions.
- En vigtig del af opgaven som scout er også at vide, hvis der ikke er aktuelle emner. Det kan være jeg bliver spurgt om en given spiller, som er blevet anbefalet til klubben, og så er det vigtigt at kunne sige ‘ham har jeg set, han er ikke aktuel’, eller at kunne sige 'ham har jeg set, han er spændende', siger Møller Nielsen.
Tommy Møller Nielsen har udover trænerjobs og jobs som scout også tidligere haft et år som sportsdirektør i israelske Maccabi Netanya.
jesper@bold.dk


Manchester United
Premier League





























