AC Horsens-holdleder Glenn Nielsen er kommet på overarbejde forud for klubbens kommende kamp mod Viborg. Forsvarsspiller Frederik Møller er nemlig farveblind og kan ikke se forskel på gul og grøn - derfor skal Glenn Nielsen trykke nye trøjer til opgøret.
Det stod klart, da Frederik Møller efter den seneste kamp spurgte Glenn Nielsen, hvilken farve holdet skulle spille i mod Viborg.
- Så siger jeg til Frederik Møller, det ved jeg sgu egentlig ikke. I udgangspunktet skal vi spille i gult, siger Glenn Nielsen til TV 2 Østjylland.
- Så siger han: 'Det kan jeg ikke. Jeg er farveblind. Jeg kan ikke se forskel på gul og grøn, så jeg vil gerne have, at vi spiller i sort, hvis det kan lade sig gøre,' siger Glenn Nielsen.
Dermed har Glenn Nielsen altså været i trøjetrykkeriet og trykt nye sorte trøjer - klubben kunne nemlig ikke bruge de gamle sorte trøjer, da der er trykt en forkert sponsor på.



AC Horsens
3F Superliga




























