Morten K: Hernede taler man ikke med træneren

Unge Morten Knudsen, som spiller i denne sæson i AC Prato på leje fra Inter, har taget sig tid til at svare på bold.dk'-læsernes spørgsmål, og her følger første del.

Knudsen fortæller blandt andet om forskellen på talentplejen i Danmark og Italien, om valget af Inter, samt drømmen om at slå igennem.

Christoffer Høj Rühne: Som ungdomsspiller lå du ofte og konkurrerede på linje med Pierre Emile Højbjerg. Nu spiller han i Bundesligaen, mens du spiller i Serie C. Tror du, at du kan nå op og spille på samme niveau som ham?

- Det er planen at komme op på det niveau. Jeg vil ikke lyde som en, der sidder og græder over det, men jeg har allerede spildt et par år på at være skadet, så jeg mangler træning og kampe i forhold til mine jævnaldrende.

- I år har jeg fået en masse kampe og tid på træningsbanen, men jeg må bare erkende, at jeg er bagud, og nu handler det om at få indhentet mest muligt. Jeg er ikke i tvivl om mine kvaliteter, men det skal have tid, og det kommer ikke over natten.

- De små mekanismer og forståelse for, hvor man skal stå på banen, lider jo under, at man har været væk i lang tid. Alt det kommer først ind på rygraden,når man spiller. Når man regelmæssigt spiller kampe og træner, udvikler man sig meget hurtigere, og det er noget, som jeg først får nu.

10hoff10: Hvordan er kulturomvæltningen, når man kommer som en ung dreng fra de trygge rammer i Danmark og skal stå på egne ben i en anden fodboldkultur?

- Jeg havde forventet, forskellen var mindre, og at fodbold bare er fodbold, men det var ret stort. Jeg kom fra FCM, hvor miljøet i ungdomssektoren var meget professionelt med en masse træning, undervisning, fokus på udvikling osv. Det har de ikke fået endnu i Italien, hvor det er lige på og hårdt som på seniorniveau. Vi træner en gang om dagen i lang tid, nogle gange to og en halv time.

- Træneren sætter holdet, og der er ikke så meget snak. Der er ingen individuel træning. Ingen skudtræning, ingen midtbanetræning; det er holdtræning, så sætter træneren holdet, og så spiller vi fodbold.

- Man snakker ikke rigtig med træneren. Han bliver bare kaldt 'mister', og man kan kun meget sjældent komme til dem og spørge om noget – og de fleste kan man ikke rigtig komme til. Der er meget større distance mellem træneren og truppen, også i ungdomsfodbold.

Vil du mene, at den danske model er bedre, eller er der fordele ved begge måder at gøre tingene på?

- Jeg vil da sige, at det optimale er, at man kan tale med hinanden, men sådan fungerer det ikke ude i verden. I Danmark er man måske lidt for godt beskyttet, og man er måske ikke altid helt klar og klædt på til at skifte til en udenlandsk klub. Det var en fantastisk tid i FCM, men nogle gange havde vi det måske for godt i forhold til at modnes og vænne sig til konkurrence-fodbold. Det lærer man på den hårde måde her.

OC: Hvad fik dig til at vælge Inter og Italien og ikke de mere ungdoms-venlige rammer i Holland eller Belgien? Var det et spørgsmål om eventyr og en klub, man ikke kan sige nej til?

- Der er en masse ting i overvejelserne, før man skifter ud. Vi syntes, at den pakke, som Inter kom med - de ting, de kunne love med at træne med førsteholdet, den røde tråd i klubben og en masse andet - lød rigtig godt. Der er en meget familiær stemning i klubben, hvor folk snakker meget med hinanden. Det fik mig til at føle, det var et rigtig godt valg.

- Jeg vil ikke decideret sige, det ikke var på den måde, men jeg blev nok lidt overrasket over, at det alligevel ikke helt var, som jeg havde håbet på. Men jeg ville aldrig være foruden de erfaringer, jeg har gjort mig hernede.

- Men jeg vil da sige til andre unge spillere, som måske får muligheden for at komme til Italien, at de skal tænke sig godt om og være opmærksom på, at man står meget på egne ben og selv har ansvaret for at klare sig. Man lærer meget af det, og jeg føler da, at jeg i en ung alder ikke kan blive overrasket over så meget mere. Det er meget værdifuldt at opleve disse ting.

Ville du ønske, du havde valgt noget andet end Italien?

- Jeg fortryder ingenting, det kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle. Jeg bor i Italien, jeg taler flydende italiensk, har fået gode venner og har min kæreste hernede. Det er et dejligt land at bo i, hvor vi spiser en masse god mad og trives, og samtidig lever jeg af at spille fodbold, så jeg har absolut intet at fortryde.

- Jeg har været meget skadet, men det havde jeg sandsynligvis også været, hvis jeg var taget til Holland eller Belgien.

Kristian Bang: Er det realistisk at forvente, at du slår igennem på Inters førstehold? Eller måske bare en anden Serie A-klub?

- Hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg lige så godt tage hjem, så det er helt klart mit mål. Jeg har skullet bevise for mig selv og for alle andre, at jeg kan klare at spille en hel sæson uden at være skadet, og derfra kan vi begynde at bygge på med kvalitet og fodboldmæssigt.

- Det er gået rigtig godt, jeg har spillet en masse kampe og håber, det fortsætter, og nu vil jeg give den fuld gas og forsøge at bygge på herfra, og jeg håber og tror på, jeg kan slå igennem i Inter.

Christoffer Høj Rühne: Er du skuffet over, at du ikke er med på ungdomslandsholdet?

- Det er altid dejligt at være med på landsholdene, men jeg har været så meget skadet, at jeg ikke kan forvente at være med. Jeg bruger ikke tid i min hverdag på at være trist over det.

- Det er selvfølgelig nemmere at tage rundt i Danmark og se fodbold, end det er at komme herned, men jeg skal ikke kunne vurdere, om det har betydning for, om man bliver udtaget eller ej.

- De seneste par år har jeg ikke talt med landstrænerne, men det har jo heller ikke været aktuelt, da jeg har været skadet. Lige da jeg kom til Inter med Patrick (Olsen, red.) var Thomas Frank nede at besøge os, så det er ikke sådan, at man bare bliver helt glemt, siger Knudsen.

Læs med igen lørdag, når Knudsen taler mere om de første år i Italien og mødet med nogle velkendte Inter-argentinere.

mikkel@bold.dk