OB er i gang med at bygge fremtidens hold op. Man har allerede sikret sig Kenneth Emil Petersen, og nu er en venstreback også på plads. Som bold.dk tidligere på dagen kunne afsløre, støder SønderjyskE’s Joao Pereira til fynboerne til sommer.
- Det er en spiller, der både kan dække venstre back og midterforsvaret. Han er venstrebenet og en meget moden spiller med gode ideer fremad banen, siger træner Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.
- Han er en solid håndværker, der kan supplere de mere kreative spillere, og så har han også selv nogle rigtig fine spilmæssige evner fremad banen.
Pereira ser selv frem til udfordringerne i OB efter sommerferien.
- De seneste år har ikke været klubbens bedste, men jeg er overbevist om, at klubben vil løfte sig i de kommende sæsoner. Kent Nielsen er en fantastisk træner, som jeg vil glæde mig til at arbejde under, og mit mål er at spille så mange kampe som muligt, så jeg kan bidrage bedst muligt til klubbens resultater fremover, siger Pereira.
- Først skal jeg dog færdiggøre mit arbejde i SønderjyskE, hvor jeg er en del af en fantastisk gruppe af spillere, der har været med til at bringe min udvikling i den rigtige retning igen. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg vil gøre alt for at slutte af med et godt forår for dem.
Pereira har skrevet en toårig kontrakt med OB.


OB
Sønderjyske
3F Superliga






























