OB meldte forleden ud, at klubikonet Uffe Pedersen stopper som talentchef i klubben til sommer. Nu har klubben fundet hans afløser, og han er blevet fundet internt.
Det bliver nemlig Tonny Hermansen, nuværende cheftræner for U19-holdet, der skal stå i spidsen for OB's talentudvikling. Han skal skabe en mere tydelig sammenhæng mellem ligatruppen, talentholdene og samarbejdsklubberne.
- Derfor har det været logisk for os, at Tonny skulle overtage rollen som talentchef efter Uffe Pedersen. Tonny har kæmpe erfaring fra sine mange år som chef- og talenttræner i forskellige klubber, og samtidig er han vellidt og afholdt af alle i klubben, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
- Han overtager ansvaret for en talentafdeling, der har en rigtig god og solid base, og han får derfor et fint grundlag for at videreudvikle tingene, så vi får bygget endnu mere på i forhold til tydelighed i de krav og metoder, der er nødvendige for at uddanne talenter til Superliga-spillere.
OB går nu i gang med at finde en afløser til deres U19-hold.



OB
3F Superliga































