Trods sine blot 19 år var Borring en meget vigtig spiller i sidste sæson for B1913, hvor han med sine syv sæsonmål var klubbens næstfarligste angriber. Venstrekantspilleren, der har spillet på U18-landsholdet og for nylig er udtaget til U20-landsholdet, har tidligere spillet i bl. a. Dalum.
- Jonas Borring er en ung og meget lovende spiller. Hans kvaliteter bekræftes af, at han netop er blevet udtaget til U20-landsholdet. Op til denne sæson har vi forfremmet tre af vores unge talenter til førsteholdstruppen. Nu kommer Jonas til, og han bliver en del af det vigtige arbejde, der er i gang med at udvikle en række unge talenter til SAS Ligaspillere, forklarer OBs direktør Kim Brink.
Jonas Borring har foreløbig fået en et-årig kontrakt til at vise sit værd.































