OB's første halve sæson med Kent Nielsen som cheftræner bød på næsten to indkasserede mål i snit per kamp – 35 mål i 18 kampe – og derfor heller ikke mere end en foreløbig syvendeplads for fynboerne.
Defensivt skal der strammes op, fastslår anfører Hallgrimur Jonasson, der dog ikke ønsker at fjerne al flair fra holdets nye spillestil.
- Der er ikke nogen nem løsning, tror jeg. Vi skal arbejde hårdt på at få vores aftaler på plads på hele holdet, men vi skal jo blive ved med at spille med lidt mere risiko end vi gjorde under for eksempel Ove Pedersen, siger Jonasson til bold.dk og fortsætter:
- Vi vidste godt, der ville komme bump på vejen, men jeg synes, det vi fik leveret lige før vinterpausen – minus den sidste kamp mod FCK – var godkendt. Vi er ved at finde den rette balance samtidigt med, vi stadig spiller sjov og offensiv fodbold.
- Og det er det, vi alle omkring klubben helst vil – spillerne, trænerne og fansene. Vi er godt på vej, men ved også godt, at vi skal arbejde endnu mere med konceptet.
For Jonasson gælder det i foråret også om at gøre sig interessant for den islandske landstræner Lars Lagerbäck.
- Jeg har været en fast del af truppen i et godt stykke tid efterhånden, så jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan komme med til EM. Det vil være en meget stor oplevelse. Hvis jeg præsterer godt for OB, så har jeg en fornuftig chance, tror jeg, siger Jonasson.
Jonasson afløste i sommer landsmanden Ari Skulason som anfører i OB.
mikael@bold.dk



OB
3F Superliga






























