Transfervinduet i OB endte med at Casper Nielsen og Ryan Johnson Laursen kom ind, mens Mohammed El Makrini smuttede hjem til Holland og Thomas Mikkelsen blev lejet ud til Dundee United.
OB sikrede sig også Nicklas Helenius, men han skifter først til sommer, da han allerede har repræsenteret to klubber i form af AaB og Silkeborg i indeværende sæson og man må ikke spille for tre. Men OB havde gerne haft angriberen i truppen allerede nu.
- Hvis den rigtige mulighed var dukket op, så havde vi stået på for at få et supplement til vore angribere, og vi får stadig henvendelser og der findes mange arbejdsløse fodboldspillere. Men vi er tilfreds med transfervinduet, men vi havde været supertilfredse, hvis vi havde fået Nicklas Helenius ind nu eller en anden type ind, siger OB-sportsdirektør Jesper Hansen til Fyens.dk.
- Jeg ser en trup nu, som jeg er tilfreds med. Vi har fået to spændende spillere som Ryan Johnson Laursen og Casper Nielsen plus Nicklas Helenius, selv om han ikke kan hjælpe nu, som egentlig var vort mål, så er jeg fortrøsningsfuld.
OB er i øjeblikket på træningslejr i Spanien forud for forårssæsonen i Superligaen.


OB
3F Superliga






























