Joan Simun Edmundsson har været stærk for OB på det seneste, men fynboerne må måske undvære ham til søndagens kamp mod AGF i Superliga-grundspillets sidste runde. Det skriver SportFyn.
- Jeg har fået problemer med knæet efter Sønderjyske-kampen, og det var første gang, at jeg trænede i dag siden kampen. Jeg var oppe og heade, men så var der en, som bakkede ind i mig, så jeg fik et overstræk i højre knæ på bagsiden. Det har jeg mærket siden. Nu må vi se, hvordan det reagerer. Jeg skal kunne træne fredag og lørdag for at være klar til kampen, siger Edmundsson til SportFyn.
Cheftræner Kent Nielsen bekræfter over for det fynske medie, at det bliver en kamp med tiden i forhold til at få den færøske offensivspiller klar til søndagens opgør.
Opgøret spilles, ligesom resten af Superliga-kampene i den kommende runde, søndag eftermiddag klokken 17.00.


OB
3F Superliga


























