Kristoffer Olsson er røget på bænken i FC Midtjylland, efter Rafael van der Vaart er kommet til klubben. Den 21-årige svensker, der har startet inde i fire ud af 14 Superliga-kampe i denne sæson, indikerer, at han overvejer at forlade den midtjyske klub for at få mere spilletid.
- Det er klart, at man altid ser sig om efter, hvad der findes af alternativer, når man er i den situation, som jeg er. Jeg er 21 år gammel, og jeg har brug for at udvikle mig, og det gør man ved at spille kampe, siger Kristoffer Olsson til Fotbollskanalen.
- Jeg ved, at jeg har et niveau til måske at tage til en bedre liga end den danske og den svenske. Samtidig ved jeg, at det er vigtigt, at jeg spiller så meget som muligt, siger svenskeren.
Olsson har trods sin unge alder allerede spillet 68 kampe for FC Midtjylland.


FC Midtjylland
3F Superliga

























