Liverpool kan være glade for, at historiebøgerne ikke skriver andet end resultatet ud for FA Cup-finalerne, for ellers ville der nok ikke være mange roser i eftertiden til klubben fra Beatles-byen for dagens pokalsejr.
Der var mange andre ting, Liverpool kunne være glade for i løbet af dagens kamp på Millenium Stadium, hvor Arsenal faktisk styrede begivenhederne fra start til (næsten) slut og havde rigeligt med chancer til at lukke kampen definitivt efter Fredrik Ljungbergs føringsmål.
Ljungberg skød frem fra midtbanen og passerede sikkert Sander Westerveld i Liverpool-målet ca. 20 minutter før tid.
Både kampens bedste spiller Thierry Henry og den unge forsvarer Ashley Cole havde herefter muligheder for at score i helt fri position, men de brændte begge deres store tilbud. Og så var banen klar til Michael Owen, der viste hvorfor Liverpool ifølge engelske aviser vil give ham en af engelsk fodbolds største kontrakter nogensinde for at blive i klubben i de næste 5 år.
Først dukkede den engelske landsholdsangriber op efter et hjørnespark og udlignede til 1-1 syv minutter før afslutningen af den ordinære spilletid, og da Arsenal forsøgte at lægge pres på for at hjemtage sin fortjente sejr, slog the Reds kontra. Indskiftede Patrick Berger sendte en lang aflevering frem til Michael Owen, der var alene med veteran-forsvarerne Lee Dixon og Tony Adams, der i denne situation så lige så gamle ud, som de faktisk er. Ingen af de to rutinerede spillere kunne følge med Owen, der gik direkte mod mål og spillede bolden forbi David Seaman til pokalsejr 2001.
Set over hele kampen var Liverpools sejr nærmest tyveri.
3 gange reddede Liverpool på stregen - den ene gang i 1. halvleg måtte Stephane Henchoz endda uset af dommeren tage hånden til hjælp - og ligacup-vinderne fik aldrig rigtig spillet til at glide, før Arsenal havde scoret til 1-0 og af egen vilje trak sig lidt længere tilbage på banen.
Men Liverpool viste sig på dagen at være de mest skarpe foran mål, og det må alene tilskrives måltyven Michael Owen.
Indskiftede Robbie Fowler havde i overtiden hele to friløbere på kontra, men brændte begge gange.
Arsenal-Liverpool 1-2 (0-0)
72. 1-0 Frederik Ljungberg, 83. 1-1 og 88. 1-2 Michael Owen
Arsenal: David Seaman - Lee Dixon (90. Dennis Bergkamp), Tony Adams, Martin Keown, Ashley Cole - Fredrik Ljungberg (85. Nwanko Kanu), Patrick Vieira, Gilles Grimandi, Robert Pires - Thierry Henry, Sylvain Wiltord (76. Ray Parlour)
Bænken: Alex Manninger, Lauren Bisan
Advarsler: Ljungberg
Liverpool: Sander Westerveld - Markus Babbel, Stephane Henchoz, Sami Hyypia, Jamie Carragher - Danny Murphy (77. Patrick Berger), Steven Gerrard, Dietmar Hamann (61. Gary McAllister), Vladimir Smicer (78. Robbie Fowler) - Emile Heskey, Michael Owen
Bænken: Pegguy Arphexad, Gregory Vignal
Advarsler: Hamann
Dommer: Steve Dunn


































