3F Superliga -Riddersholm: Ærgerligt for Andre og for os
2017-09-07 14:33:01
Foto: Jan Christensen/Getty Images

Riddersholm: Ærgerligt for Andre og for os

AGF-træner Glen Riddersholm havde gerne været sagen om Andre Riel foruden, men understreger, at han har det helt fint med spillere med kant.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AGF's nye angriber Andre Riel har trukket i land og kaldt det 'dumt og klodset', at han i et interview med BT udtalte, at han hellere ville ligge højere på topscorerlisten, end han vil have AGF højt op i tabellen.

AGF-træner Glen Riddersholm understreger, at han gerne have været sagen foruden, men derudover lader han tvivlen komme sin nye angriber tilgode.

- Det er ulempen ved at være åben og ærlig som Andre. Han er interessant lige nu, og han tør give udtryk for sine holdninger. Jeg bider bare også mærke i, at i de andre interviews, han har givet, har han givet klart udtryk for, at han sætter holdet over alt andet. Det er også én af de ting, vi har lagt vægt på i vores scouting.

- Andre er ikke en type, der går rundt på banen og venter på at blive serviceret af sine medspillere. Det er derfor, at han er i AGF. Det er en af vores vigtigste værdier, og vi bruger mange kræfter på at udvikle den del.

- Derfor er det også ærgerligt, at vi havner i denne situation. Det er ærgerligt for Andre, men det er også ærgerligt for os andre, at jeg nu skal bruge tid på det frem for spillet inden for stregerne, siger Riddersholm til bold.dk.

Hvordan har du det generelt med spillere med kant?

- Dem har jeg det rigtigt godt med. Hvis man skal skabe en vinderkultur, skal man have spillere, der tør tænke høje tanker om sig selv. Men det klinger selvfølgelig hult, hvis man så ikke er i stand til at levere varen. Og det er det, som det handler om i sidste ende. Man skal være i stand til at sætte handling bag sine ord, og det tror og håber jeg, at Andre vil være.

- Men for mig kan 'kant' også være andre ting. Det kan også være spillere, der internt tør sætte ord på sine mål og holdninger. Og som er i stand til at levere præstationer, der matcher de ambitioner. Og det er helt fint med mig, hvis spillere gør det, siger Riddersholm og tilføjer slutteligt om reaktionerne på Riels citater:

- Det overrasker mig ikke, at det har udviklet sig til en storm i et glas vand. En overskrift, hvor en spiller sætter egen succes over holdets, vil i Danmark altid dele vandene og få det hele til at eksplodere.

- For så får meningsdannerne en mulighed for at pippe højt og flot. 'God arbejdslyst med ham...' og så videre. Jeg håber, vi kan bringe det hele helt ned i øjenhøjde og så lade tvivlen komme Andre tilgode, siger Riddersholm.

27-årige Riel kan få debut, når AGF lørdag møder Randers. 

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

19 kommentarer

Se kommentarer
Annonce