AGF har sagt farvel til fem spillere, der har udløb til sommer, mens man endnu ikke har afklaret endnu en håndfulds fremtid. Blandt andet stopperen Josip Elez, der er lejet i Lazio og som cheftræner Glen Riddersholm gerne vil beholde.
- Det er min indstilling. 100 procent. Det er jo Jens Anderssons bord at få løst den situation, og jeg håber, at Josip Elez kan se, at AGF er en klub med et trænerteam, der stoler på ham og som vil give ham den spilletid, han har brug for, hvis han vil forløse sit talent, siger Riddersholm til stiften.dk og tilføjer:
- Han har gennemgået en stor udvikling både på og udenfor banen. Det er en spiller, jeg tror, vi kan være med til at forme til et niveau, hvor han reelt hører hjemme. Lige nu og her håber jeg, vi kan overbevise ham, at han skal blive, så han kan udvikle sig endnu mere.
AGF har til gengæld sagt farvel til offensivspilleren Aleksandar Cavric, som Riddersholm kalder en umoden spiller med et kæmpestort talent og potentiale.



AGF
3F Superliga





























