SønderjyskE er ved vinterpausen nummer fire i Superligaen, en placering nok de færreste havde regnet med. Kigger man på klubbens budget, burde klubben heller ikke være at finde i den ende af tabellen, for budgettet halter efter de fleste i landets bedste række.
Det er sportschef Hans Jørgen Haysen klar over, og det betyder at sønderjyderne må andre med nogle andre parametre. Men han håber stadig på, at de økonomiske rammer med tiden kan udvides, så man også økonomisk nærmer sig den placering, holdet reelt opnår i Superligaen.
- Vi hænger selvfølgelig langt efter de fleste klubber i Superligaen økonomisk, og det kræver at vi kontinuerligt arbejder stenhamrende hårdt på også at lægge på på den front, siger Haysen til bold.dk.
- Vi har nogle andre parametre, som jeg også finder vigtige, og som vi i den grad er i toppen på. Det er det her med at kunne udvikle spillere, og alle roser vores miljø og vores omklædningsrum, og siger at man bliver en del af familien. Det er bestemt noget, man lærer noget af. Læringsmiljøet hernede er jo fantastisk.
At spillerne i mange tilfælde kan tjene mere i andre klubber er ingen hemmelighed, og derfor ser man da også jævnligt SønderjyskE-spillere rykke til andre danske klubber. Det så man senest med Joao Pereira, der til sommer tager til OB, mens hans forgænger på backen Erik Marxen i sommer røg til Randers.
- Vi ville gerne have beholdt dem begge. Men man kan også vende det om at sige, at vi først og fremmest rammer de rigtige spillere, der passer godt ind til os.
- Derudover siger det også noget om vores miljø. Folk trives hernede, og de får bygget på. Vi ved godt, at vi ikke er den største klub herhjemme, men det er rart nok at spillerne kan se, at de kan bygge på hernede.
Netop Pereiras kontrakt med SønderjyskE udløber til sommer, og indtil da regner sønderjyderne med at råde over ham.
- Vi har Joao Pereira til sommer. Der har ikke været snak om andet. Det passer os også rigtig fint, for så har vi mulighed for at finde den rigtige forstærkning derfra. Det giver god til henover foråret til at finde afløseren, siger Haysen.
Joao Pereira blev i sommer hentet på en etårig aftale fra Vejle.
jesper@bold.dk


Sønderjyske
3F Superliga






























