


21-årige Andreas Christensen startdebuterede i Premier League som en del af Chelseas tremandsforsvar, da de forsvarende mestre søndag slog Tottenham med 2-1 på Wembley.
Den unge dansker erkender, at gæsterne brugte mange kræfter for at sikre sig de tre point.
- Det er en kæmpe sejr. Vi gravede dybt og måtte lide for sejren, men det lykkedes, og alle er glade og stolte, siger Christensen til Chelseas Facebook.
Chelsea-manager Antonio Conte havde sendt Christensen på banen med instrukser om at holde styr på blandt andre landsmanden Christian Eriksen.
- Han bad mig gøre, som jeg altid gør. Jeg skulle holde øje med Eriksen og Kane, der har et godt samarbejde og være opmærksomme på løb bag mig. Det var den primære ting, og så forsøge at være rolig, siger Christensen.
Christensen kan muligvis se frem til flere startpladser i den kommende tid, da Gary Cahill fortsat mangler at afsone to spilledages karantæne efter sit røde kort mod Burnley.


Chelsea
Premier League






























