Det meste af Europas fodboldelite vil være på plads, når Juventus og Real Madrid lørdag den 3. juni dyster om Champions League-trofæet i Cardiff.
Men ikke Bayern München-direktør Karl-Heinz Rummenigge, der i øvrigt også er formand i ECA – den europæiske sammenslutning af topklubber.
Det sker i protest over Bayerns kvartfinaleexit mod Real Madrid.
- Jeg vil helt sikkert ikke se finalen, for jeg glemmer ikke så hurtig, siger Rummenigge til Süddeutsche Zeitung og fortsætter:
- I første kamp kom vi foran, men misbrugte så et straffespark og muligheden for at komme på 2-0.
- Derefter var der dommerproblemer i returkampen. Det var fem alvorlige fejldomme. Fem afgørende situationer. Det har jeg aldrig oplevet i mine 40 år i fodbold.
- Jeg var i omklædningsrummet efter kampen og følte spillernes magtesløshed. Jeg er stadig meget oprørt over vores exit. Holdet kæmpede så bravt i Madrid, siger Rummenigge.
Bayern tabte hjemme 2-1 og ude 4-2 mod Real.


Bayern München
Champions League






























