FC Vestsjællands spillertrup er frigivet efter klubbens konkurs, og det betyder klubjagt for blandt andre den tidligere FC Nordsjælland og AaB-profil Anders Due.
- Det er lidt specielt. Det er gået meget stærkt, selvom vi godt vidste, at klubben have problemer med økonomien. Det er en speciel situation, men på den anden side var vi klar over det, da vi gik på ferie, og jeg har egentligt bare holdt ferie som normalt og prioriteret familien. Og så venter jeg med at træffe beslutninger omkring fremtiden til januar, siger Due til bold.dk.
Due er rundet 33 år, men føler sig klar på mere topfodbold.
- Jeg har mere eller mindre været fast mand hele tiden i FCV, og selvom jeg er lidt ældre end gennemsnittet, mener jeg stadig, jeg har en masse at bidrage med. Fysisk er jeg i glimrende form.
- Selvfølgelig vil jeg gerne spille med på højeste niveau, men nu må vi se. Jeg har tænkt mig at bruge januar til at overveje for og i mod. Jeg er nok blevet lidt mere kræsen med alderen. Det skal kunne hænge sammen og samtidigt være en klub med sportslige ambitioner, siger Due.
Din tidligere klub Nykøbing FC er en klub med store sportslige ambitioner. Vil det være fristende, hvis de henvender sig?
- De har gang i et spændende projekt ledet af flere dygtige mennesker på de vigtige poster. Det var der det for alvor tog fart for mig, og jeg har da gennem min karriere tænkt over, at jeg godt kunne tænke mig at afslutte der engang.
- Men vi må se. Jeg har egentligt ikke brugt så meget tid på det. Hvad det bliver til, må vi se, men ingen tvivl om det er rigtig spændende, hvad NFC har gang i, siger Due.
Udover FCV, FCN og AaB har Due også et ophold i hollandske Vitesse bag sig.
mikael@bold.dk


FC Vestsjælland
CampoBet 2. division
Nykøbing FC






























