Erik Sviatchenko debuterede for godt halvanden måned siden for sin nye klub Celtic, og siden har den 24-årige danske stopper haft særdeles travlt.
Ni kampe er det allerede blevet til for den tidligere FCM-profil.
- Det er gået meget stærkt, men det er kun positivt. Allerede da jeg blev præsenteret på et stadion med 45.000 på tribunerne var det helt fantastisk. Min største ambition fra start har været at blive fast starter, og det har jeg fået bevist, at jeg kan være. Der er stadig konkurrence om det, men jeg har fået bidt mig fast, selvom jeg stadig kun er på måske 80 procent, siger Sviatchenko og tilføjer:
- På sin vis er jeg på 100 procent, for jeg er frisk og i form, men jeg siger 80 procent, fordi jeg føler, jeg stadig har en masse mere at give. Jeg blev kastet ind i ilden og kan godt mærke, at jeg har spillet ni kampe på halvanden måned, men det har heldigvis været uden nogen form for skavanker.
- Jeg mangler dog stadig at vænne mig helt til de nye omgivelserne. Jeg er en type, der gerne vil have fuld kontrol med de ting, jeg laver, og det har jeg egentligt også. Men der er også plads til at lægge på, synes jeg. For eksempel i min defensive afvikling.
Efter et par nederlag i Sviatchenkos første kampe er Celtic oppe på syv kampe uden nederlag, og danskeren har flere gange været meget tæt på at bidrage til målhøsten, men endnu mangler første scoring.
- Jeg har faktisk haft en del chancer, må jeg indrømme. Jeg plejer heller ikke at skulle vente så lang tid, men det skal nu nok komme. Jeg er som regel oppe mod 190-195 centimeter høje stopper, men føler godt, jeg kan være med, og det er rigtig godt for min udvikling at prøve det, siger Sviatchenko, der har fået fem gule kort i sine seneste seks kampe for Celtic:
- Jeg tror ikke, det har så meget med dommerne at gøre. Jeg plejer ikke at få så mange gule kort, og jeg har ærligt talt ikke lige den præcise forklaring, men det har måske noget at gøre med omstillingen til en ny liga og en ny stil.
- Nogle af de gule kort har været lidt tynde, mens jeg på andre har været på bagkant. I Danmark kendte jeg alle hold og angriberne. Det gør jeg ikke her, og jeg har nok været lidt for dårlig forberedt. Det er en detalje, som jeg skal have barberet af mit spil igen, for jeg er en forudseende spiller.
- Til gengæld har jeg ikke haft noget problem med at skulle spille med de gule kort i kampene, selvom jeg fik allerede efter ni minutter i en af kampene. Det kan jeg godt håndtere uden at komme i fare for en udvisning, siger Sviatchenko.
Celtic er ét point foran Aberdeen i tabellen og har derudover i kamp i baghånden. Derudover er man i FA Cup-semifinalen, hvor det venter et møde med rivalerne Rangers.
mikael@bold.dk


Celtic
Premiership































