AaB har mandag hentet Kristoffer Pallesen i Viborg. I samme ombæring fortalte sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside, at man ville forstærke sig yderligere - og nu tyder det på, at der er en ung slovak på vej til Nordjylland.
21-årige Filip Lesniak, som i maj fik Premier League-debut i Tottenham, har således selv været ude og fortælle det slovakiske medie kosiceonline.sk, at han skal spille i AaB. I Tottenham har han nemlig ikke fået sin aftale forlænget. Mediet skriver, at der er tale om en treårig aftale.
- Jeg er en ung spiller, og jeg har brug for at spille. AaB er en klub med kvalitet og store ambtioner, og den danske liga er meget god. Det er en stor motivation for mig, og jeg tror på det, siger Lesniak ifølge det slovakiske medie.
AaB-sportsdirektør Allan Gaarde er dog ikke meget for at tale om den sag.
- Jeg kan ikke kommentere nærmere på det. Ikke på nuværende tidspunkt. Selvfølgelig kender jeg ham, men jeg kan ikke sige mere om det, siger Allan Gaarde til bold.dk.
Filip Lesniak spillet på midtbanen og har været i Tottenham, siden han blev hentet til klubben i 2012. Han har nået to førsteholdskampe.
nicolai@bold.dk


AaB
3F Superliga





























