FC Nordsjælland-profilen Martin Vingaard står med kontraktudløb til sommer, og mens der endnu ikke er noget på plads omkring en forlængelse, mærker midtbanespilleren stigende interesse udefra.
- Jeg har ikke noget på plads endnu, og jeg er i skrivende stund ikke i forhandlinger med FC Nordsjælland. Jeg kan godt mærke, at der kommer mere og mere interesse nu, og min rådgiver kan berette om en del, siger Vingaard til bold.dk.
Den stigende interesse betyder, at Vingaard på ingen måde føler sig presset over at få fremtiden på plads så snart som muligt.
- Det er ikke noget, der påvirker mig i hverdagen. Jeg tænker ikke over det, men forsøger bare at præstere på højeste niveau hver dag til træning og i kampe. Jeg har leveret nogle gode præstationer indtil videre i foråret, og det er selvfølgelig kun godt for min situation.
- Jeg kører på i FCN, og skulle det vise sig at være de sidste par måneder i klubben, vil jeg gøre alt for, at vi slutter sæsonen bedst muligt og ender så højt som muligt i tabellen, så må vi se, hvad der venter bagefter.
31-årige Vingaard har spillet i FCN siden 2013 og har i denne sæson spillet 22 Superligakampe for klubben – heraf 19 med fuld tid.
mikkel@bold.dk


FC Nordsjælland
3F Superliga































