19-årige Hasan Kurucay skrev i sommer under på en halvårig kontrakt i OB, hvor han skulle forsøge at overbevise den sportslige ledelse om, at klubben skulle satse på ham som den fremtidige midtstopper.
Det lykkedes dog ikke. Hasan Kurucay fik ikke en ny kontrakt.
- Jeg trænede fint, og jeg er sikker på, at OB også synes, jeg er en god spiller. Men jeg fik at vide, at jeg ikke ville få så meget spilletid, så begge parter så ikke den store grund til at forlænge aftalen, siger Hasan Kurucay til bold.dk.
- Det var ikke fordi, jeg gjorde det dårligt - det var bare fordi, der ikke var udsigt til så meget spilletid.
- Det var selvfølgelig ærgerligt, for jeg havde håbet på at få en længere kontrakt. Jeg havde trænet godt og gjort det godt i kampene, så det var lidt ærgerligt - men sådan er det, siger den 19-årige midterforsvarer.
Dermed er Hasan Kurucay nu på udkig efter en ny arbejdsgiver. Indtil den er fundet, træner han med U19-holdet i OB for at arbejde formen helt i top, så han kan tage sig ud på bedst mulig vis, når nye klubber melder sig på banen.
- Jeg skal et sted hen, hvor jeg kan spille en masse - uge efter uge. Det er det vigtigste, siger Hasan Kurucay.
- Jeg vil prøve at undgå 2. division til at starte med. Jeg sigter gerne højere. Hvis jeg selv skal skyde, så skal jeg som minimum spille 1. division, siger han.
Hasan Kurucay har spillet flere ungdomslandskampe for Tyrkiet - og han vil da heller ikke udelukke, at hans andet hjemland kan blive næste destination.
- Det kunne helt klart være interessant. Der har også været en del interesse fra Tyrkiet. Men det skal være det helt rigtige, og hvis jeg føler, at det rigtige tilbud kommer fra Tyrkiet, så er jeg åben for det, siger Kurucay, som også er åben for andre udenlandske klubber.
- Min agent arbejder på det. Det handler om at vælge det rigtige. Jeg har ikke tænkt mig at tage det første og bedste. Jeg gider ikke være en træningsspiller, som jeg var i det halve år, jeg var i Superliga-truppen i OB, siger den 19-årige forsvarsspiller
Hasan Kurucay nåede ikke at få førsteholdskampe i OB, men var med på bænken i et par af efterårets Superliga-kampe.
nicolai@bold.dk


OB
3F Superliga





























