Kenneth Zohore blev i januar solgt fra OB til belgiske KB Kortrijk, men han nåede aldrig at møde ind i klubben inden han blev lejet ud til Cardiff, der er har samme ejer som den belgiske klub.
I Championship-klubben har Zohore indtil videre blot fået fem indhop og i alt 36 minutter på banen, men formen er alligevel hvor den skal være fortæller U21-landstræner Niels Frederiksen, der har udtaget Zohore til denne måneds to EM-kvalifikationskampe.
- Jeg var faktisk ovre og besøge ham i mandags, hvor jeg også så ham spille en reserveholdskamp for Cardiff. Der så han nu fit ud, siger Frederiksen til bold.dk.
- Jeg havde en lille snak med både manageren og deres fysiske træner, og på de fysiske parametre scorer han ret godt. Så han er i en okay forfatning, men det er klart, at det da ikke er en fordel ikke at spille så meget.
- Men det er den omkostning man nogle gange må tage med, når man foretager et skifte. Så er der ofte en indkøringsperiode. Kenneth ryger ikke af vores hold, bare fordi han ikke har spillet den seneste måneds tid, siger træneren.
22-årige Kenneth Zohore har spillet 16 U21-landskampe og scoret seks gange. Han scorede senest i november, da danskerne slog Rumænien med 3-0.
jesper@bold.dk


Danmark U21





























