AB: Ikke korrekt, Henningsen
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
AB tager til genmæle over for Casper Henningsen, hvis version af bruddet med klubben akademikerne mener ligger langt fra sandheden.
Casper Henningsen og AB valgte i mandags at afbryde deres samarbejde. Akademikerne meldte ud, at det skyldtes Henningsens manglende tid og motivation, men i dag slog Henningsen igen, da han til bold.dk fortalte at det handlede om, at AB ikke kunne honorere hans kontrakt.
Det passer ifølge akademikerne ikke, i en meddelelse til bold.dk skriver klubben følgende.
- Vi ønsker normalt ikke at udtale os vedrørende personalesager, men i dette tilfælde ser vi os nødsaget til det, da Casper Henningsens udtalelser ligger så langt fra den sandhed som vi kender. Samtidig finder vi at Caspers udtalelser er skadelige for klubben i en sådan grad, at vi ikke kan forholde os passive.
- At Casper Henningsen ikke er en del af vores spillertrup har intet med økonomi at gøre. Tværtimod. Vi har altid svaret vores. Vi ophævede kontrakten med Casper på den blidest mulige måde. Nemlig ved at sige at Casper ikke havde tilstrækkelig motivation til at spille. Kasper har selv udtalt i sin blog, at hans motivation til fodbold var dalende.
- Den anden årsag til Caspers afgang, som vi bestemt ikke ønskede skulle være offentlig, er, at han uden vores vidende havde påtaget sig et fuldtidsarbejde som bureauchef i reklamebureauet Sylvester Hviid. Det er et krystalklart brud på vores kontrakt med Casper. Vi prøvede at løse sagen i mindelighed ved at give ham en advarsel og få ham til at bringe arbejdet i reklamebureauet til ophør. Det ville Casper ikke.
- Vi bliver derfor nødt til at opsige Casper, fordi han har handlet stik imod både sine kontraktlige forpligtelser og almindelig anstændig opførsel. Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle denne her historie, men Casper har åbenbart besluttet sig for at fortælle en version af forløbet, som vi er meget uenige i. Så derfor har vi set os nødsaget til at tage til genmæle.
AB gør samtidig opmærksom på, at man for at undgå mudderkastning ikke ønsker at udtale sig yderligere i sagen.
jesper@bold.dk
Af: Jesper Helmin
Lagt online: 03.02.2012 14:55