AB tabte i weekenden 1-0 til FC Vestsjælland, men akademikerne havde flere forsøg på træværket, og Marc Dal Hende var ikke imponeret over det, modstanderen kom med.
AB spillede i weekenden den første kamp under det nye navn Akademisk Boldklub Gladsaxe, men det endte med et nederlag. Modstanderen var FC Vestsjælland, som vandt 1-0 på et mål, Lasse Nielsen satte ind efter et forlænget indkast.
Marc Dal Hende er ikke imponeret over det, FCV kom med og fortæller, at akademikerne selv havde masser af muligheder for at komme på tavlen.
- Jeg havde selv to skud på stolpen, og allerede efter et minuts spil headede Kevin Bechmann Timm lige forbi. Oliver Lund havde en på overliggeren, og jeg synes klart, vi var bedre end Vestsjælland. Vi sad på spillet, og de var heldige at putte en ind, og så stiller de sig bare ned, siger offensivspilleren til bold.dk.
Efter nederlaget ligger AB under stregen med ni point efter 11 kampe. Næste modstander er HB Køge, der har et enkelt point mere men to sejre i de seneste to kampe.