Den nye direktion i AaB er mere konservativ end den gamle, og derfor nedjusterer nordjyderne forventningerne til årets resultat.
AaB kom ud af 2011 med et stort underskud, og derfor har man været tvunget til at foretager store ændringer i klubbens struktur. Det har betydet at man er ved at afvikle både ishockey- og college-forretningen, så man fremover satser på fodbolden.
- Vi har fået justeret virksomheden og har en god fornemmelse af, at de seneste års store underskud i AaB ikke bliver et tema hverken i 2012 eller fremover, siger direktør Lynge Jakobsen i en periodemeddelelse.
Forventningerne til regnskabsåret 2012 lød tidligere på et nul-resultat, men det nedjusterer man nu.
- Den nye direktion har anlagt en mere konservativ vurdering af vores indtægter, hvorfor vi nedjusterer forventningerne for regnskabsåret 2012 fra et nul-resultat til et mindre negativt resultat, siger Jakobsen.
Forudsætningerne for resultatet er, at man i efteråret når en placering på niveau med sæsonen 2011/2012, ligesom man skal sælge spillere for fem millioner kroner.