Argentina ydmygede verdensmestrene
![]() |
| Foto: AFP / Scanpix |
Spanien fik uventet store klø, da verdens- og europamestrene gæstede Argentina og blev sendt hjem med en sæk på 4-1.
Det er sjældent, at suveræne Spanien er bagud 0-3 efter første halvleg. Og det sker heller ikke hver dag, at de nykårede verdensmestre taber en kamp med 1-4.
Begge ting skete dog i aftenens venskabskamp i Buenos Aires, hvor et blodtørstigt argentinsk landshold alene i kampens første 13 minutter kunne prale af tre friløbere. To af dem blev sendt i buret af Lionel Messi og Gonzalo Higuain.
Den tredje blev brændt af Carlos Tevez, men Manchester City-stjernen kom også på måltavlen efter 34 minutter, og han kan kunne hævde at være skapretter i aftenens mest omtalte episode. Den spanske målmand José Reina faldt pladask på halen, da han skulle modtage en simpel tilbagelægning, og så kunne en lurende Tevez sparke bolden i tomt mål til 3-0.
David Villa havde to hug på træværket i første halvleg, men Villas vidunderlige sparketeknik kunne ikke dække over en katastrofal spansk første halvleg, hvor Vicente del Bosques sejrsvante udsendinge blev udspillet foran et fuldsat stadion i den argentinske hovedstad.
Efter pausen trak argentinerne sig lidt tilbage, hvilket medførte flere gode spanske muligheder. Santi Cazorla stod for aftenens tredje spanske træværkstræffer, inden Fernando Llorente seks minutter før tid endelig fik skabt det reduceringsmål, som reddede lidt af den spanske ære.
Det troede man da i hvert fald, lige indtil Sergio Agüero i overtiden gjorde det til 4-1 og dryssede lidt ekstra ydmygelse ud over sejrscifrene i en for Argentina fantastisk træningskamp.
| Cykling: Par nummer 7 rundet til sidst | |
| Håndbold: Matchfakta: Dame Håndbold Ligaen | |
| Håndbold: Silkeborg-Voel kravler over stregen igen |









42 kommentarer