Auri: Indarbejder offensive aftaler
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Auri Skarbalius benytter den mindre fortravlede vinterpause til at sætte sit aftryk på Brøndby-holdet, der har fokus på chanceproduktion.
For Brøndby IF går vinterpausen med at øve de ting, som Auri Skarbalius gerne vil have implementeret. Uden turneringskampe at tænke på har cheftræneren tiden til at forme sin blå-gule trop.
- Det er i perioden mellem turneringen, at man har tid til at gå i nye retninger. Ud over at komme i form arbejder vi med de taktiske idéer, jeg har, siger litaueren ifølge nordjyske.dk.
Det er især kombinationsspillet, der er under behandling.
- Vi er i gang med at indarbejde nogle offensive aftaler. Vi arbejder med, hvordan vi kommer frem ad banen og frem til chancer. Vi er også ved at få de defensive aftaler på plads, fortæller Brøndby-træneren, der ikke vil gå i detaljer.
Auri Skarbalius får lejlighed til at se, om de aftaler fungerer i praksis, når Brøndby onsdag møder Brønshøj i en træningskamp.
Af: Jesper Olsen
Lagt online: 07.02.2012 20:20