Brian Steen Nielsen glæder sig over, at AGF i form af Casper Sloth nu igen har en A-landsholdsspiller i truppen. Han spiller på et ekstremt højt niveau, siger sportschefen.
Martin Jørgensen var seneste AGF'er på det danske landshold, men det er efterhånden et års tid siden veteranen har været udtaget. Nu har manden, som har overtaget hans plads på midtbanen i AGF, overtaget Jørgensens landsholdstrøje.
20-årige Casper Sloth er udtaget til VM-kvalifikationskampene mod Bulgarien og Italien, til stor glæde for AGF-sportschef Brian Steen Nielsen.
- Jeg er stolt, både på klubbens og på Caspers vegne. At han allerede er inde omkring landsholdet, endda til to svære kampe, synes jeg er utroligt flot. Det glæder mig meget, siger Brian Steen Nielsen til bold.dk.
- Jeg er ikke overrasket over han får chancen lige nu, med tanke på den periode han er inde i. Han spiller på et ekstremt højt niveau, så jeg synes at landstræneren har set rigtigt.
- Jeg håber selvfølgelig at han kan fortsætte på det niveau, for så vil han også være et emne til de udtagelser der kommer fremadrettet.
Konkurrencen på den centrale midtbane i AGF er hård, med spillere som Martin Jørgensen, Hjalte Nørregaard og Kasper Povlsen til rådighed, men Sloth er gået ydmygt til opgaven, og har på den måde kæmpet sig til en fast plads.
- Mange af vores spillere, og det gælder også Casper, gør det rigtige. De har fokus på de enkelte træninger, og ønsker bare at blive bedre og bedre. Så lykkes tingene også til sidst, siger sportschefen.
- Når man er fra 17 til 20 år rykker man sig meget, og der kommer også perioder, hvor det ikke går så godt. Det er der man skal vise, hvad man er lavet af, og have den rigtige karakter. Det har han haft, for der har været perioder hvor der er andre, der har stået foran ham, men han er blevet ved med at tro på egne evner, og det giver så pote nu.
Sloth har i denne sæson spillet fuld tid i samtlige AGF's 11 Superligakampe.