Bech tilfreds med 5-0-afklapsning
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Fysisk forbedring, god offensiv fodbold og ingen skader. Det er opskriften på en god træningskamp for Silkeborg, siger Troels Bech og erklærer sig derfor tilfreds med 5-0-sejren over Viborg i dag.
Silkeborg var overbevisende, især før pausen, da Viborg i dag blev dukket med 5-0 på eget græs.
Og træner Troels Bech var tilfreds med kampen, der opfyldte klubbens tre målsætninger med en træningskamp.
- Vi har tre faste punkter, der helst skal opfyldes i en god træningskamp: Vi fik løbet og lagt lidt på fysikken, vi fik spillet noget ordentlig og sammenhængende fodbold, som jeg synes vi kan stå inde for. Og vi fik ikke nogen skader, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- At vi så slutter lidt fladt og i anden halvleg falder en smule i niveau og forsvarer os dårligere, det ridser lidt i lakken. Men grundlæggende er jeg tilfreds med præstationen, resultatet og det spillemæssige niveau, siger Troels Bech.
På mandag spiller Silkeborg endnu engang træningskamp, denne gang mod Randers FC, og den kamp skal blandt andet bruges til at træne den defensive modtagelse af modstandernes kontraspil, afslører Troels Bech.
- Vi kigger lidt på, hvordan vi forbereder os på at modtage de andres kontraer, og hvordan vi spiller os ud af forskellige typer pres, modstanderne putter os under. Og det kan vi også bruge kampen på mandag til, siger Troels Bech.
Både Silkeborgs førstehold og klubbens reserver møder mandag Randers FC.
Af: Jakob Stig Jørgensen
Lagt online: 09.02.2012 21:00