Keld Bordinggaard forstår godt, hvis Silkeborg-fans er utilfredse med ham og holdet oven på fem nederlag i træk.
Silkeborg tabte lørdagens hjemmekamp mod Randers FC med 0-1 - holdets femte nederlag i træk. Det gjorde de, fordi deres boldbehandling var for dårlig, mener Keld Bordinggaard.
- Den glasklare analyse er, at vi ikke er gode nok med bolden. Vi havde håbet på, at vi kunne gribe initiativet, men vi mister boldene alt for hurtigt. Det var nøglen til at vinde denne kamp, og vi var ikke gode nok, siger Silkeborg-træneren til TV 2 SPORT.
- Fra begge holds side var det en meget tung kamp pga. varmen. Den sætter sit præg på det, men vi får ikke kampen over på vores fødder. Vi skulle have haft længere faser med bolden, og vi smider mange rigtigt lette bolde væk i første halvleg. Derfra er det en fastlåst kamp, som måske ikke fortjener en vinder, og det er symptomatisk for os, at modstanderen alligevel får puttet én ind.
Silkeborg-træneren forstår godt, hvis fans og omgivelser er utålmodige efter en dårlig sæsonstart.
- Det kan jeg sagtens forstå. Jeg ved godt, at de også skulle finde sig i en start som denne forrige år og sidste år, og nu beder vi dem om det én gang til. Jeg forstår godt, de er frustrerede, lyder det.
Keld Bordinggaard fastslår dog, at han er overbevist om, at man snart vil få vendt den negative spiral.