

Brøndby skulle her til aften forsøge at følge op på den vigtige 2-1-sejr i Silkeborg i sidste weekend, da man hjemme på Brøndby Stadion tog imod konkurrenterne i bunden fra Esbjerg. Gæsterne valgte at stille op med nøjagtig samme 11 mand som senest fik 0-0 mod FC Midtjylland, mens Brøndby havde givet plads til både Simon Makienok og Quincy Antipas fra start. I midterforsvaret stillede hjemmeholdet op med Martin Albrechtsen og Daniel Stenderup, da både Dario Dumic og Clarence Goodson var i karantæne.
Det vigtige bundopgør fik en livlig start, da Brøndby efter fem minutters spil var tæt på at bringe sig foran. Esbjergenserne forsvarede sig passivt, og det udnyttede hjemmeholdet til at bryde igennem over højresiden. Bolden endte midt i feltet hos Quincy Antipas, men angriberens løft over Esbjerg-keeper Lukas Hradecky, røg også over mål.
Der stod Brøndby på det meste i kampens indledning, og efter et kvarters tid var man igen tæt på at overliste Hradecky i Esbjerg-målet. Jens Stryger Larsen tog en god tur i venstresiden, og lagde bolden i feltet, hvor Mathias Gehrt var ved at snitte bolden i det lange hjørne. Forsøget gik dog snert forbi Hradeckys mål, og minutter senere måtte han selv hive en god redning frem for at forhindre en Brøndby-scoring. Denne gang var det Antipas der sendte en returbold mod mål, men Esbjergs finske keeper fandt en fin parade frem i situationen.
Brøndby fik spillet sig frem til flere gode muligheder i løbet af kampens første halve time, og især tårnhøje Simon Makienok fik voldt jyderne nogle problemer i defensiven. Desværre for hjemmeholdet fik man ikke udbytte af overtaget i kampen i denne periode, og med syv minutter til pausen gik det så galt i den anden ende.
Et fint Esbjerg-angreb blev afsluttet med et indlæg fra højre side, men bolden blev tæt under mål viftet væk af Brøndby-keeper Michael Tørnæs. Den røg dog ikke længere væk end at FCK-lejesvenden Youssef Toutouh med et hårdt spark kunne sende den løse bold i nettet til Esbjerg-føring på 1-0.
Brøndby forsatte med at presse på, og kort før pausen var Simon Makienok nok engang tæt på at score for Brøndby. Desværre, for ham, måtte han se sit hovedstød fra tæt hold gå snert forbi den forreste stolpe, og trods spillemæssigt overtag i det meste af første halvleg, måtte de blå-gule gå målløse til pausen, bagud med 0-1.
Hjemmeholdet kom dog ud som lyn og torden til anden halvleg, og allerede 11 sekunder efter pausen lå bolden i nettet bag Lukas Hradecky. Daniel Stenderup sendte en lang bold frem på Esbjergs banehalvdel, og den tog Quincy Antipas sig af. Den lynhurtige angriber løb fra samtlige Esbjerg-spillere, og sendte herefter bolden skråt bagud til Simon Makienok der nemt kunne sende bolden i det tomme mål til 1-1.
Målet blev startskuddet til endnu et massivt Brøndby-pres, og blot to minutter efter udligningen burde Mathias Gehrt have bragt hjemmeholdet i front med 2-1, mens hans flade afslutning midt i feltet strøg forbi den fjerneste stolpe.
Otte minutter inde i anden halvleg fik Brøndby så vendt rundt på kampen. Dennis Rommedahl sendte bolden ind til Simon Makienok fra venstre side, og angriberen sendte med velplaceret inderside bolden udenfor Hradeckys rækkevidde, og i nettet til Brøndby-føring på 2-1. Målet var Makienoks fjerde i de seneste to kampe.
Selvom skudstatistikken på dette tidspunkt hed 17-2 i Brøndbys favør, var det gæsterne fra Esbjerg der skulle score kampens næste mål. En effektiv Esbjerg-omstilling endte hos Jesper Lange, der lagde en god bold ind til holdkammeraten Magnus Lekven. Nordmanden kunne relativt umarkeret flugte bolden i nettet til 2-2.
Efter udligningen fik Martin Braithwaite to gode mulighed for bringe vestjyderne i front for anden gang i kampen. Angriberen blev to gange sendt alene igennem med Michael Tørnæs, men et forsøg ved siden af mål samt en god redning af Brøndby-keeperen var hvad det kunne blive til for Esbjerg i de to situationer.
To minutter før tid var Brøndby uhyggelig tæt på at komme foran med 3-2. En Brøndby-omstilling endte hos Brett Mcgrath, men indskifteren måtte se sin afslutning prelle af på overliggeren til store fortrydelse for hjemmeholdet.
Tættere på kom hjemmeholdet ikke, og med dagens pointdeler har Brøndby derfor fortsat tre point op til Esbjerg over stregen.
| Håndbold: Troelsen: Der var nerver på | |
| Håndbold: Kvindernes All-Star hold offentliggjort | |
| Håndbold: FCM dansk mester |