Bundhold dukkede Malaga
Det spanske bundhold Granada ordnede ambitiøse Malaga med 2-1 i et opgør, hvor Martin Demichelis så rødt.
Malaga havde en frisk sejr over Sevilla med sig i bagagen til aftenens møde hos bundholdet Granada, men også hjemmeholdet mødte med selvtillid efter en flot 2-1-gevinst hos Betis i sin seneste ligakamp.
De ambitiøse gæster var favorit, og det var også dem der kom tættest på en jævn første halvleg, hvor Julio Cesar Granada-målet et par gange måtte hive gode redninger ud af ærmet for at forhindre et Malaga-mål.
Billedet fortsatte efter pausen, men efter en lille times spil tog værterne mod kampens udvikling føringen. Nigerianske Odion Ighalo udnyttede Mikel Ricos flotte oplæg og gjorde det lidt ufortjent til 1-0.
Malaga var dog i første omgang ikke mere rystet, end man svarede igen ti minutter senere. Salomon Rondon satte foden på et indlæg og udlignede for gæsterne, der i de efterfølgende minutter igen pressede på.
Men med ti minutter tilbage af opgøret slog hjemmeholdet igen til. Denne gang ved forsvarsspilleren Inigo López, der udnyttede en ripost og gjorde sig selv til matchvinder.
2-1 sluttede det nemlig i Granada. En frustreret Martin Demichelis fik kort efter Granadas sejrsmål nemlig marchordre og en mand i undertal lykkedes det ikke for Malaga at forhindre nederlaget.
Granada får endnu mere luft i bunden, mens Malagas dyre projekt hænger fast i midten af Primera Division.
Af: Mikael Blond
Lagt online: 06.02.2012 23:08